... i bil
Generelt kører tyskerne pænt, og der er god ruteskiltning alle steder - også inde i Bonn Zentrum. Når det er sagt er der så også nogle ting det kan betale sig at være særligt opmærksom på:
- Man må aldrig overhale en sporvogn!!!
- Generelt omkring færdsel på Autobahn: Hold øje med bakspejlet, og træk altid så langt til højre som muligt - også selv om du kører 180!
- "80 bei nässe"-skiltene gælder hvis der er stående vand på kørebanen.

- Ubetinget vigepligt er ikke markeret med hajtænder, men med en stiplet linje på tværs af din kørebane.
- Byzone er ikke markeret med bysilhouetten på hvid baggrund, men med sort
tekst på gul baggrund. Fartgrænsen i byzone er 50 ligesom i Danmark; udenfor
byzone er den 100.


- Man bruger ikke som i Danmark "venstresving forbudt"-skilte, men i
stedet "kør ligeud eller til højre." I princippet er det jo det samme; man
skal blot være opmærksom på blå skilte i kryds i stedet for rød/hvide.


- Der er "Umweltzone" i stadigt flere tyske byer. Her skal man
have et af de viste mærkater i forruden for at måtte køre ind i centrum. Mærket
kan købes
hos FDM. Der er Umweltzone i Bonn fra 1. januar 2010, og det findes allerede i Köln og mange
andre steder i Tyskland.

- Nogle steder er det tilladt at dreje til højre for rødt lys. Disse steder er markeret med en fastmonteret grøn pil på et skilt til højre for lyskurven. Man må da køre frem som ved et "fuldt stop"-skilt.
- Hvis du kører rundt i Bonn Südstadt og kommer til at holde for en lukket jernbanebom, så sluk motoren. Det kan tage op til ti minutter før de åbner igen - nogle gange skal der tre toge forbi!
- Riesstraße og Nassestraße er teknisk set cykelstier, så husk at holde tilbage for dem.

Skiltene er hugget fra den meget informative side Getting Around Germany samt trafikken.dk.
... i bus/sporvogn/tog
Ind- og udstigning af busser kan ske både ad for- og midterdøren indtil klokken 21, hvorefter det er ind foran og ud bagi. Der er ingen billetkontrol ved indstigning, men der kan komme kontrollører ...
Man kan købe billetter hos buschaufførerne, i billetautomater i sporvognene, og i Fahrkart-automaterne på banegården. En enkeltbillet i Bonn koster € 2,40 ("CityTicket 1b"), og et klippekort ("4erTicket") til fire ture € 8,30. En tur mellem Bonn og Kölle koster € 6,50 ("RegioTicket 4"), og en 4erTicket € 23,-.
Der er to slags 4erTicket:
- En lille billet (visitkortstørrelse), som fås i Fahrkart-automaterne. Denne stemples ved indstigning i enten højre eller venstre side på for- eller bagsiden = 4 "klip".
- En lang billet, som fås i sporvognen. Denne stemples fra bunden, og så folder man op til den næste billet = 4 "klip".
Stempelautomaterne er inden i både sporvognene og busserne. Alle andre billetter er tidsstemplet når man køber dem, så med mindre man køber klippekort skal man altså ikke bekymre sig om at stemple.
Hvis man kun skal max fire stop fra et stoppested kan man købe en Kurzstrecke-billet til € 1,60. Der er en liste ved hvert stoppested der viser hvor man kan køre på en K-billet.